BEDSTE-BORGERE
BEDSTE-BORGERE www.fornyelsespartiet.dk

Præsenteret her 11. marts 2011

BEDSTE-BORGERE



         ER DU DANSKER  ???    HVORDAN VED DU DET   ???
http://www.dendanskeforening.dk/ 

      VIL DU FORSVARE = GUD - KONGE og FÆDRELAND = MED DIT LIV ???



 
Jyllands-Posten
 
Vor tids nye bedsteborgere

Ole Hyltoft, forfatter, næstformand i Danmarks Radio

Offentliggjort 10.03.11  kl. 03:01 
 
Kulturradikalerne og 68'erne er de nye bedsteborgere, der sidder på den ideologiske magt, som de bl.a. har brugt til at bringe op mod en halv million muslimer til Danmark.

For nogle år siden sagde en af dagbladet Politikens meget kendte journalister til mig: Politiken har et godt greb om sine kernelæsere, bedsteborgerskabet.

Jeg studsede. Var det ikke naturstridigt? Var Hørups og Brandes' gamle avis ikke netop udviklet som et kamporgan mod bedsteborgerskabet?

Jo, sådan var Politikens læsere i oldefars tid. Men det er 125 år siden. Og intet bliver, som det var. Det bedsteborgerskab, vi havde dengang da Christian den Niende samlede Europas kejsere og dronninger på Fredensborg Slot, det er stille og roligt gået bort til de evige plyssaloner.

Endnu i Hans Scherfigs og PH's 1920'ere og 1930'ere var der lidt af troen tilbage på overlærernes og biskoppernes overhøjhed og kæft-trit-og retning-opdragelse. Endnu i 1947 var det så forargeligt, at en skoleinspektør, Inger Merete Nordentoft, fik et barn uden for ægteskabet, at flertallet af hendes lærerstab ikke ville arbejde under sådan en falden kvinde.

Men i 1968 blev de sidste portierer revet til side, og klunker kom til at betyde noget helt andet end de gjorde i klunketiden. I dag har selv Lene Espersen svært ved at få ordene Gud, konge og fædreland over sine læber. Det kulturradikale oprør mod borgerskabet har sejret.

Fra at være sejrherre til at være magthaver er vejen ikke lang. Uden besvær forandrede kulturradikalerne sig fra at være oprørere til at blive det nye, toneangivende borgerskab. Ikke et borgerskab som det, de nye magthavere havde væltet. For det nye borgerskab har helt andre manerer end obersten fra Matador og lektor Blomme fra Det forsømte Forår. Men et borgerskab i den forstand, at disse borgere er (selv)tilfredse over at have de korrekte meninger og viser det ved at snerpe munden sammen, når de møder de forkerte, underklassen. Det ny bedsteborgerskab vender sig ikke imod fri abort, fri porno, abstrakt kunst, bandeord, kvindelige præster, kvindelige ledere, fri børneopdragelse, fædrelandets undergang.

Nej, alt det der for 100 år siden var forargeligt og hørte underklassen og visse uopdragne studenter til, det er det nye borgerskabs kære ejendom - dets værdier, som det hedder.

Det nye bedsteborgerskab ligner ikke det gamle i sine meninger, men i sin bevidsthed om at være de bedste - dem, der skal bibringe de mindre storartede medborgere de rette anskuelser. Disse nye bedsteborgere har stort set den samme placering i samfundet som fortidens bedsteborgere - dem, som Scherfig, Soya og Gustav Wied udleverede til latteren.

De er gymnasielærere, advokater, embedsmænd, redaktører. Vi nævner ikke navne. De er alt for farlige at have som fjender. Dette nye bedsteborgerskab var allerede godt etableret i 1970'erne. Dengang var de socialister, marxister, feminister. Dengang hed førerne Ebbe Kløvedal Reich, Preben Wilhjelm, Erik Sigsgaard, Hanne Reintoft etc. Men troen på socialismen forsvandt jo for alle, inklusive Ole Sohn, da Erich Honecker og hans mur faldt i 1989. Nu står bedsteborgerskabets program på multikultur, globalisme, støtte til ulandene, installationskunst, konceptkunst, atonal musik osv.

Dette sociologiske fænomen, at bedsteborgerskabet forbliver som et herredømme i samfundet, men at dets instrukser, dets politik skifter, er set før. De nationalliberale i 1840'rne var demokratiets fortrop, rebellerne, der væltede enevælden. Selvbevidste var de. »Herrer vi ere i åndernes rige«, sang de nationalliberale spidser, Hall, Monrad, Lehman, Hostrup, Ploug og hvad de ellers hed. Men de kunne ikke bære magtens ansvar. De pådrog sig en frygtelig skyld for nederlaget i 1864. Og efter 1864 blev de konservative. Men magten bevarede de. Indtil Georg Brandes.

Brandes' og kulturradikalernes program var opfyldt i 1970'erne. Der manglede måske lige at få nedlagt kongehuset og folkekirken. Men hvad skulle kulturradikale præster som Flemming Pless og biskopper som Kjeld Holm så leve af? Nej, kulturklerikalerne var i 1975 løbet tør for ideer.

Så fik de en gave fra Østen, den muslimske masseindvandring. En ny hjertesag at give sig hen i. En ejendommelig en må man nok sige. De religionsfjendske kulturradikale gik hen og blev den højreorienterede islamiske religions fortaler. Skidt med islams kvindeundertrykkelse, skidt med islams tilbagevenden til klunketidens fader-autoritet.

Kun et punkt ved islam hæftede de sig ved. At islam var de fattiges religion. Derfor skulle islam og dens reaktionære livsform beskyttes i Danmark. Her genfandt venstrefløjen sin røde tråd fra 1970'ernes socialisme. Venstrefløjen kunne nu igen identificere araberne (muslimerne) som de af Vesten udbyttede. De danske tilhængere af den palæstinensiske terrorbande PFLP havde bygget på den teori, at danske arbejdere var blevet bestukket af kapitalen til at deltage i udbytningen af ulandenes fattige. Og var de muslimer, der nu myldrede til Danmark, ikke netop disse udbyttede? Dem måtte vi tage pænt imod. For nok var de ikke forfulgte. Men de var udbyttet af os europæere. Vi skyldte dem noget. Sådan tænkte venstrefløjen fra Gert Petersen til Lykketoft til ombudsmand Gammeltoft Hansen.

Brandes' og de kulturradikales religionskritik blev i den anledning suspenderet. Og den muslimske indvandring nød fremme, så der i dag bor op mod en halv million muslimer i Danmark, den hurtigste og største folkevandring til Danmark nogen sinde. Vores svært erhvervede frisind fik sig en indbygget bombe. En selvmordsbombe?

Danske arbejdere, bønder og pensionister var imod indvandringen. Men de var jo muslimernes, de fattiges udbyttere. Så dem kunne man godt være bekendt at tromle hen over.

Da JP gjorde oprør mod den islamiske censurterror og bad Kurt Westergaard og hans kolleger tegne Muhammed, gjorde kulturradikalerne med Politiken i spidsen det, som konservative bedsteborgere altid gør. De krøb i et musehul og tog afstand fra tegningerne. De lod vores frie tale i stikken. Den var ikke yndefuld, sagde de.

Hvordan slap de kulturradikale af sted med al den nationale selvødelæggelse? Ved at gøre indvandringen til en ideologi. I ideologidebatten, kulturdebatten, er V og K ikke-tilstedeværende. De ligger fladt ned og tænker på handel og søfart.

Socialdemokraterne med Auken, Birte Weiss og Ole Espersen i spidsen afmeldte den gode, gamle socialdemokratiske kultur og meldte partiet ind i den kulturradikale klub. Samtidig blev Danmarks Radio i de år gjort til en kulturradikal radio/tv-sender. En opdragelsesanstalt. Bedsteborgerskabet, det gamle som det nye, har altid en trang til at opdrage.

Men magten korrumperer ånden. Det er set så tit. Det kulturradikale bedsteborgerskab følte sig så sikker på sin intellektuelle, politiske og humanistiske overhøjhed, at de ikke behøvede argumentere for deres sag. De har det ligesom meget kønne piger, der ikke synes, de behøver gøre sig umage. De kulturradikale kørte i frigear på ideologien: Vi skal være åbne, alle religioner er ligeberettigede.

Da de kulturradikale som flest er ateister, kan de ikke forestille sig, at religion betyder noget for andre. Shariaens troende kommer fra de fattige lande. Vi støtter de fattige. Altså støtter vi også shariaens ligeberettigede plads i Europa. Uanset hvor mange hænder der hugges af, og hvor mange uskyldige kvinder der stenes i koranens navn.

Tøger Seidenfaden og Svend Auken blev spydspidserne, de store fortalere for den muslimske indvandring. De var to store veltalere. Men ingen af dem var grundige undersøgere. Når det gjaldt viden om islam var de altid svagere end deres modstandere, personer som Hirsi Ali, Ole Hasselbalch, Rolf Slot-Henriksen. Og mange andre, der vidste noget reelt om i islam og dens følger.

Auken og Seidenfaden var store danskere. Og det er trist, vi har mistet dem. De satte farve på Danmark i deres tid. De hyldedes da også i døden, som var de konger. Det var de også, det nye bedsteborgerskabs konger. Men, og lad os sige det mildt: Da den muslimske indvandring væltede hen over Danmark, gjorde de ikke deres land gavn.

Vi begyndte denne kronik med dagbladet Politiken. Lad os slutte samme sted. Forleden sad jeg og læste en novellesamling, ”Copenhagen Noir”, som en af Politikens kulturradikale frontfigurer, Bo Tao Michaëlis, har udgivet. Bo Tao Michaëlis var også taleskriver for DR's Kenneth Plummer. De to mediehuse har i længere tid haft et favnende forhold til hinanden. I Michaëlis' forord til novellesamlingen finder jeg sætningen: »Norge rev sig retfærdigt løs fra Danmark i 1814.«

Som det vil vides, var det ikke nordmændene, men Kielerfreden, der rev Norge fra Danmark. Nordmændene gik tværtimod i krig mod Sverige og landets vendekåbe af en fransk officerskonge, Jean Baptiste Bernadotte, for at bevare båndet til Danmark. Norge bad oven i købet en dansker, den senere kong Christian den Ottende, om at blive konge af Norge.

Sådan er det med de kulturradikale. De vil have deres vrangforestillinger til at herske over virkeligheden. Om de så skal forvride sandheden til usandhed. Og så længe de hersker over medierne og kulturen, lykkes det også for dem i vid udstrækning. For de udgør det toneangivende bedsteborgerskab i landet.    Citat slut.



  Besøg evt. http://www.radioholger.dk/   På dette link kan du høre mere om 266b og høre meget andet interessant.



Fremskridtspartiet er på banen igen  http://www.frp.dk/
Fremskridtspartiet er på banen igen 
= www.Radiodua.dk 
Fremskridspartiet er på banen igen www.frp-syd.dk 



Tænk - at vore forfædre bevarede  retten til Danmark  i over 1000 år.

www.fortidensJelling.dk   



Se videoen med Pat Condell på Youtube

Kirker i Danmark - en billeddatabase



           
















Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE