DANIEL PIPES
DANIEL PIPES www.fornyelsespartiet.dk


Præsenteret her  19. februar 2011


Daniel
 Pipes

Hjemmeside    |    Artikler

Min optimisme vedrørende Europa

af Daniel Pipes
8. Februar 2011

http://da.danielpipes.org/blog/2011/02/min-optimisme-vedrorende-europa

Oprindelig engelsk tekst: My Optimism About Europe
Oversat af Mette Thomsen

Vær den første af vennerne, der synes godt om dette.

Måske som den eneste i gruppen der fokuserer på den islamistiske trussel mod Europa, er jeg opmuntret i disse dage. Det skyldes, at jeg ser den anti-islamistiske reaktion vokse og endda hurtigere end den islamistiske trussel selv.

Den britiske premierminister David Camerons spændende tale den 5. feb., hvor han klogt fokuserede på det, han kaldte for "hands-off tolerancen" [hænderne-væk-tolerancen] over for den "islamistiske ekstremisme", herunder også dennes ikke-voldelige udgaver, passer præcist med dette mønster.

På lignende vis vurderede Tysklands kansler Angela Merkel i oktober multikulturalismen for at have "fuldkommen fejlet." En folkeafstemning i Schweiz om minareter var et udtryk for bekymringerne hos landets befolkning – og meningsmålinger over hele kontinentet viste, at disse følelser blev delt i brede kredse.

Opståelsen af respektable politiske partier som primært fokuserer på problemerne omkring Islam – med Geert Wilders' Party for Freedom [Frihedsparti] (PVV) i Holland i front – er måske det mest opløftende tegn, idet det tvinger gamle partier som det engelske British Conservatives [De Konservative] til at være mere opmærksomme. Jeg har en anden holdning på mange specifikke områder af disse initiativer – Anthony Daniels peger f.eks. med rette på noget af det, Cameron forbigik i sin tale – men disse ting kommer i anden række. Det at individer og organisationer med tiden finder deres stemme og lærer sig strategier og taktik til at afværge islamismen, giver den europæiske civilisation håb.

Beslægtede emner:  Muslimer i EuropaDenne tekst kan gengives eller videresendes, blot den bliver præsenteret i sin sammenhængende helhed og med fuldstændige oplysninger vedrørende forfatter, dato, sted for offentliggørelse og oprindelig URL.

For at tilmelde eller afmelde dig denne liste bedes du gå til http://da.danielpipes.org/subscribe.php
   (Daniel Pipes udsender en mail med sine skriverier nogenlunde én gang om ugen.)

DanielPipes.org




Daniel
 Pipes

Hjemmeside    |    Artikler

Refleksioner over Hosni Mubaraks tilbagetræden

af Daniel Pipes
11. Februar 2011

http://da.danielpipes.org/blog/2011/02/hosni-mubaraks-tilbagetraeden

Oprindelig engelsk tekst: Reflections on Hosni Mubarak's Resignation
Oversat af Mette Thomsen

Vær den første af vennerne, der synes godt om dette.

Egyptens revolutionære dage i 1950-60'erne, hvor Gamal Abdel Nasser dominerede politikken i Mellemøsten ved at opildne de arabisktalende masser, dannede forbund med andre lande, påbegyndte krige, eksporterede ideologier og sange og manøvrerede behændigt mellem supermagterne, de tider er for længst ovre. Forhåbningerne fra 1970'erne er ligeledes forsvundet – Anwar El-Sadats økonomiske åbning, amerikansk alliance og en fredstraktat med Israel.

Egyptens turbulens fra de foregående tredive år afsluttedes, da Hosni Mubarak tiltrådte sit embede i 1981. Hans styre indledtes i en positiv og beroligende tone. Jeg kaldte ham for "Egyptens borgmester" i en anerkendelse af hans fokus på trafikale brobygninger og anden infrastruktur frem for på grandiose handlinger i form af krig og fred.

Men borgmesteren udviklede sig med tiden til en vordende farao. Hans ego voksede og hans undertrykkelse øgedes. Stagnationen satte ind. Dynastiske ambitioner slog rod. Selvom Mubaraks styre aldrig nåede de samme dybder af elendighed, som man fandt i nærtliggende lande som Syrien og Irak, så var det dog slemt nok med en næsten allestedsnærværende overvågning og alt for megen politibrutalitet.

Amerikanerne følte sig frastødt af dette tyranni, men det som Franklin D. Roosevelt så mindeværdigt er blevet citeret for at have sagt om en latinamerikansk diktator, "Han er en skiderik, men han er vores skiderik," det gjaldt også for Mubarak. Når de amerikanske politikere kiggede over havet på den egyptiske offentlige opinion, så fik de fjendtligheder som de så blandt Nasser-tilhængere og islamister, Mubarak til at virke god.

Og som årtierne skred frem stod Washington da på Mubaraks side og forsynede ham med drabelige hjælpesummer, som åbnede det militære skab, så han kunne opbygge en overflødig konventionel styrke (der eksisterer en fredstraktat med Israel; hverken Sudan eller Libyen udgør den fjerneste trussel). Til gengæld fulgte han et politisk regelsæt, som ikke var alt for anstødeligt for amerikanerne.

Alle iagttagere har været enige om, at Mubaraks afgang ville fremkalde trykkogeragtige kræfter; gadeurolighederne som kulminerede i hans tilbagetrækning kom som en tidlig overraskelse. Men virkningen er stort set den samme, nemlig at sende landet ud i ikke-kortlagte vande efter årtiers tomgang. Som én, der nød egyptisk gæstfrihed i tre år, ønsker jeg landet alt godt, men er dybt bekymret for det og den skade, det kan forvolde.

Beslægtede emner:  EgyptenDenne tekst kan gengives eller videresendes, blot den bliver præsenteret i sin sammenhængende helhed og med fuldstændige oplysninger vedrørende forfatter, dato, sted for offentliggørelse og oprindelig URL.

For at tilmelde eller afmelde dig denne liste bedes du gå til http://da.danielpipes.org/subscribe.php
   (Daniel Pipes udsender en mail med sine skriverier nogenlunde én gang om ugen.)

DanielPipes.org





Daniel
 Pipes

Hjemmeside    |    Artikler

Islam og demokrati - det kræver meget hårdt arbejde

af Daniel Pipes
National Post
7. Februar 2011

http://da.danielpipes.org/9470/islam-og-demokrati

Oprindelig engelsk tekst: Islam and Democracy - Much Hard Work Needed
Oversat af Mette Thomsen

Vær den første af vennerne, der synes godt om dette.

Med demonstrationerne mod regimet rasende i Egypten og muligheden af en ny regering ledet af eller inddragende Det Muslimske Broderskab spørger mange, om islam er forenelig med demokrati? Svaret er ja, det er en mulighed, men det vil kræve meget hårdt arbejde at få det til at ske.

Den nuværende situation er langt fra opmuntrende, for tyranni plager i uforholdsmæssig grad landene med muslimsk flertal. Swarthmore Colleges Frederic L. Pryor konkluderede i en analyse i 2007 i Middle East Quarterly, at islam med visse undtagelser "er forbundet med færre politiske rettigheder." Saliba Sarsar så på demokratisering i 17 arabisktalende lande i samme magasin og skrev, at "mellem 1999 og 2005 … herskede der ikke blot en mangel på fremskridt i de fleste af landene, men overalt i Mellemøsten var reformerne i tilbagegang."

Det er nemt at tage springet fra dette dystre mønster og slutte, at selve religionen islam må være årsagen til problemet. Den gamle talemåde post hoc, ergo propter hoc ("efter noget, derfor på grund af dette") understreger dette forenklede spring. I virkeligheden er den nuværende knibe med diktatur, korruption, grusomhed og tortur et resultat af en særlig historisk udvikling frem for af Koranen og andre hellige skrifter.

For fem hundrede år siden herskede der ikke demokrati nogen steder; at det dukkede op i Vesteuropa var et resultat af mange faktorer, herunder områdets græsk-romerske arv, den særlige kristne opfattelse af at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er, geografi, klima og afgørende gennembrud inden for teknologi og politisk filosofi. Det var ikke forudbestemt, at Storbritannien og siden USA skulle føre an på vejen til demokrati.

Sagt på en anden måde: selve ånden i islam er selvfølgelig udemokratisk, men det gjaldt også for enhver præ-moderne religion og ethvert præ-moderne samfund.

Ligesom kristendommen blev del af den demokratiske proces, således kan islam også blive det. Denne forvandling vil med sikkerhed blive smertefuld og vil kræve tid. Udviklingen af den katolske kirke fra en reaktionær kraft i middelalderen til en demokratisk kraft i dag, en udvikling som stadig ikke er helt afsluttet, har fundet sted gennem 700 år. Når en institution baseret i Rom var så længe om det, hvorfor skulle en religion fra Mekka, stopfuld af stærkt problematiske skrifter, gøre det hurtigere eller med færre bryderier?

At få islam til at opmuntre til politisk deltagelse kræver en gigantisk holdningsændring, især over for sharia, dens lovkompleks. Dette lovkompleks, som blev udviklet for godt tusind år siden under delvist stammeprægede forhold og opererer med en etik, som er meget forskellig fra vor tids, indeholder en lang række elementer, som er dybt uacceptable for den moderne følelse, herunder de anti-demokratiske forestillinger om, at Guds vilje har forrang over folkets, militær jihad som et legitimt middel til at ekspandere muslimsk herredømme, muslimers overlegenhed over ikke-muslimer og mænds over kvinder.

Kort sagt, sharia i klassisk forstand kan ikke forenes med moderne livsførelse generelt og demokrati i særdeleshed. At få muslimer til at deltage politisk betyder enten, at lovens offentlige aspekter helt skal afvises – sådan som Atatürk gjorde det i Tyrkiet – eller genfortolkes. Den sudanesiske filosof Mahmud Muhammad Taha gav et eksempel på det sidstnævnte, da han genlæste de islamiske skrifter og i stor stil sløjfede skadelige islamiske love.

Islam bliver ved med at ændre sig, så det er en fejl at insistere på, at denne religion skal forblive, som den var. Som Hassan Hanafi fra Cairo Universitet udtrykker det, så er Koranen "et supermarked, hvor man tager det man ønsker, og efterlader det man ikke ønsker."

Ser man bort fra Atatürk og Taha, har muslimerne knapt nok påbegyndt den lange, slidsomme vej hen imod en modernisering af islam. Og udover de iboende vanskeligheder ved at revidere en samfundsorden fra det syvende århundrede, så den passer til etikken i det vestligt dominerede énogtyvende århundrede, så trækker den islamistiske bevægelse, som i dag dominerer muslimsk intellektuelt liv, i præcis den modsatte retning af demokratiet. I stedet kæmper den for at genoplive hele sharia og anvende denne med usædvanlig strenghed, uanset hvad flertallet måtte ønske.

Nogle islamister afskriver demokratiet som kættersk og som forræderi mod de islamiske værdier, men de klogeste af dem, som har lagt mærke til bevægelsens udbredte popularitet, har overtaget demokratiet som en mekanisme til at gribe magten. Islamisternes succes i et land som Tyrkiet forvandler dem ikke til demokrater (dvs. viser en villighed til at give afkald på magten) men viser derimod deres vilje til at overtage en hvilken om helst taktik, som kan give dem magt.

Jo, med tiden og tilstrækkelige anstrengelser kan muslimerne blive lige så demokratiske som vesterlændinge. Men samtidig er de de mindst demokratiske folkeslag af alle og den islamistiske bevægelse udgør en kolossal forhindring for politisk deltagelse. I Egypten såvel som andre steder bliver min teoretiske optimisme med andre ord kølnet af en pessimisme baseret på den nuværende og fremtidige virkelighed.

Beslægtede emner:  Demokrati og islamDenne tekst kan gengives eller videresendes, blot den bliver præsenteret i sin sammenhængende helhed og med fuldstændige oplysninger vedrørende forfatter, dato, sted for offentliggørelse og oprindelig URL.

For at tilmelde eller afmelde dig denne liste bedes du gå til http://da.danielpipes.org/subscribe.php
   (Daniel Pipes udsender en mail med sine skriverier nogenlunde én gang om ugen.)

DanielPipes.org





Daniel
 Pipes

Hjemmeside    |    Artikler

Egyptens chance

af Daniel Pipes
The Washington Times
15. Februar 2011

http://da.danielpipes.org/9493/egyptens-chance

Oprindelig engelsk tekst: Egypt's Chance
Oversat af Mette Thomsen

Vær den første af vennerne, der synes godt om dette.

Selvom udviklingen i Egypten er gået så godt, som man kunne håbe, er fremtidsudsigterne uklare. Den spændende del er ovre, nu kommer bekymringerne.

Lad os begynde med tre gode nyheder: Hosni Mubarak, Egyptens stærke mand, som syntes at være tæt på at fremkalde en katastrofe, trådte heldigvis tilbage. Islamisterne, som ville skubbe Egypten i retning af Iran, spillede kun en ringe rolle i de seneste begivenheder og befinder sig langt fra magten. Og militæret, som har regeret Egypten bag scenen siden 1952, er den institution, som er bedste udstyret til at tilpasse regeringen til de protesterendes krav.

Egyptens Mubarak og Tunesiens Ben Ali i gode tider.

Nu til problemerne. Militæret selv udgør et mindre problem. Gennem sin ledelse i seks årtier har det skabt et værre rod. Tarek Osman, egyptisk skribent, fremlægger elegant i en ny bog, Egypt on the Brink: From Nasser to Mubarak [Egypten på kanten: Fra Nasser til Mubarak] (Yale University Press), hvor brat Egyptens stilling er blevet forringet. Uanset hvilket indeks man vælger, lige fra levestandard til soft-power-indflydelse, er Egypten i dag sakket agterud i forhold til sine monarkiske forgængere. Osman stiller 1950'ernes verdslige Cairo over for vore dages "overbefolkede, klassiske tredjeverdensby." Han fortvivler også over, hvordan landet "som var et sømærke af fred … er blevet til Mellemøstens mest produktive grobund for aggression."

Det Muslimske Broderskab udgør et langt større problem. Denne verdens førende islamistiske organisation, grundlagt i 1928, har længe undgået konfrontation med regeringen og viger tilbage for at afsløre sine ambitioner om at gennemføre en islamisk revolution i Egypten. Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad udtrykte sit håb herom, da han erklærede, at på grund af udviklingen i Egypten "dukker et nyt Mellemøsten op uden det zionistiske regime og USA's indblanding." I en bitter vurdering fokuserede Mubarak selv på den samme fare: "Vi ser det demokrati, som USA dannede spydspids for i Iran og hos Hamas, i Gaza, og det er Mellemøstens skæbne … ekstremisme og radikal islam."

USA's regering gav på sin side naivt ikke udtryk for nogen sådan bekymring. Barack Obama nedtonede truslen fra Det Muslimske Broderskab og kaldte det blot for "én fraktion i Egypten," mens hans direktør for den nationale efterretningstjeneste, James Clapper, faktisk roste broderskabet som "en meget heterogen, stort set sekulær gruppe, der har afholdt sig fra vold" og som tilstræber "en forbedring af den politiske orden i Egypten."

Forsiden til "Egypten på kanten: Fra Nasser til Mubarak" af Tarek Osman.

Dette sludder peger på en amerikansk politik, der er stærkt forstyrret. I juni 2009, under den spirende revolution mod det fjendtlige regime i Iran, forblev Obama-administrationen tavs i håbet om derved at vinde Teherans velvilje. Men over for Mr. Mubarak, en venligtsindet diktator under angreb, overtog den i virkeligheden George W. Bush' utålmodige "frihedsagenda" og støttede oppositionen. Mr. Obama opmuntrer tilsyneladende kun gadens demonstranter, når de går os imod.

Der er brug for et amerikansk, fast og gradvist pres i en erkendelse af, at demokratiseringsprocessen indebærer en meget stor forvandling af samfundet og kræver ikke måneder, men årtier til at åbne systemet.

Hvad bliver det næste der sker i Egypten og vil Det Muslimske Broderskab tage over?

Der foregik noget bemærkelsesværdigt, uforudsigeligt og ikke tidligere set i de ægyptiske gader i de seneste uger. En massebevægelse uden ledere opildnede store skarer af almindelige borgere, ligesom i Tunesien nogle dage tidligere. Den rasede ikke imod udlændinge, brugte ikke ægyptiske mindretal som syndebukke og støttede ikke nogen radikal ideologi; i stedet krævede den troværdighed, frihed og fremskridt. Beretninger, som jeg har modtaget fra Cairo, antyder en historisk drejning i retning af patriotisme, lighed mellem kønnene, sekularisme og personlig ansvarlighed.

Som en bekræftelse kan man betragte to meningsmålinger: En undersøgelse fra 2008 ved Lisa Blaydes og Drew Linzer fandt, at 60 procent af egypterne har et islamistisk livssyn. Men en Pechter Mellemøst-meningsmåling i sidste uge fandt, at kun 15 procent af indbyggerne i Cairo og Alexandria "billiger" Det Muslimske Broderskab og godt 1 procent støtter en broderskabs-præsident i Egypten. Et andet tegn på denne seismiske ændring: broderskabet er på retræte og har nedtonet sine politiske ambitioner, og Yusuf al-Qaradawi er endda gået så vidt som til at erklære, at bevarelsen af egypternes frihed har større betydning end en gennemførelse af islamisk lov.

Ingen kan på dette tidlige tidspunkt sige, hvor denne holdningsrevolution kommer fra eller hvor den fører hen, men det er dagens lykkelige realitet. Den militære ledelse bærer i dag det kolossale ansvar for at lede den til blomstring. Især tre mænd bør man holde nøje øje med: vicepræsident Omar Suleiman, forsvarsminister Mohammed Hussein Tantawi og stabschef Sami Hafez Enan. Vi vil hurtigt få at se, om den militære ledelse har taget ved lære og er blevet modnet, og om den indser, at en fortsat jagt på egne selviske interesser vil føre til yderligere nedgang.

Beslægtede emner:  EgyptenDenne tekst kan gengives eller videresendes, blot den bliver præsenteret i sin sammenhængende helhed og med fuldstændige oplysninger vedrørende forfatter, dato, sted for offentliggørelse og oprindelig URL.

For at tilmelde eller afmelde dig denne liste bedes du gå til http://da.danielpipes.org/subscribe.php
   (Daniel Pipes udsender en mail med sine skriverier nogenlunde én gang om ugen.)

DanielPipes.org
























Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE