OPRØR I EGYPTEN
OPRØR I EGYPTEN www.fornyelsespartiet.dk

Præsenteret her 6. februar 2016



Daniel
 Pipes

Hjemmeside    |    Artikler

Oprør i Egypten

af Daniel Pipes
The Washington Times
1. Februar 2011

http://da.danielpipes.org/9425/opror-egypten

Oprindelig engelsk tekst: Turmoil in Egypt
Oversat af Mette Thomsen

Vær den første af vennerne, der synes godt om dette.

Her hvor Egyptens længe ventede krise er brudt ud og folkelige oprør ryster regeringer i hele Mellemøsten, fremstår Iran som aldrig før som regionens centrum. Dette lands islamistiske herskere kan skimte muligheden for at komme til at dominere regionen. Men revolutioner er vanskelige at standse og jeg forudser, at islamisterne ikke kommer til at opleve et generelt mellemøstligt gennembrud og at Teheran ikke viser sig at være en hovednøgle til magtspillet. Nogle af tankerne bag denne konklusion:

Cairos Tahrir-plads den 25. januar 2011.

Et ekko af den iranske revolution: Ved sin erobring af magten i 1979 søgte ayatollah Ruhollah Khomeini at sprede den islamistiske opstand til andre lande, men fejlede næsten overalt. Det ser ud til, at der skulle gå tre årtier, før en sælgers selvafbrænding i en ubemærket tunesisk by var i stand til at antænde den brand, som Khomeini tilstræbte og som de iranske myndigheder stadig søger.

Del af en mellemøstlig kold krig: Mellemøsten har i årevis været opdelt i to store blokke, der begge deltager i en regional kold krig om indflydelse. Den iransk ledede modstandsblok inkluderer Tyrkiet, Syrien, Gaza og Qatar. Den saudisk ledede status quo-blok inkluderer Marokko, Algeriet, Tunesien, Egypten, Vestbredden, Jordan, Yemen og Den Persiske Golfs emirater. Bemærk, at Libanon netop i disse dage bevæger sig til modstand fra status quo og at uroen kun finder sted i status quo-områderne.

Israels særegne situation: De israelske ledere forholder sig tavse og landets næsten manglende relevans understreger Irans centrale position. Selvom Israel har meget at frygte fra en iransk vinderposition, så betoner en sådan samtidig den jødiske stat som en ø af stabilitet og Vestens eneste pålidelige allierede i Mellemøsten.

Mangel på ideologi:Slogannerne og konspirationsteorierne som dominerer den mellemøstlige diskurs, er stort set fraværende i de menneskeskarer som er forsamlede uden for regeringsbygningerne med krav om et ophør af stagnation, vilkårlighed, korruption, tyranni og tortur.

Militær versus moske: De seneste begivenheder bekræfter, at de samme to kræfter, nemlig de væbnede styrker og islamisterne, dominerer omkring 20 mellemøstlige lande: militæret udfolder rå magt og islamisterne tilbyder en vision. Der findes undtagelser – en levende venstrefløj i Tyrkiet, etniske fraktioner i Libanon og Irak, demokrati i Israel, islamistisk kontrol i Iran – men mønsteret holder stort set.

Irak: Som det mest lunefulde land i regionen har Irak været påfaldende fri for demonstrationer, for dets befolkning står ikke over for et diktatur, som er mange årtier gammelt.

Et militærkup? Islamisterne ønsker at gentage deres succes i Iran ved at benytte den folkelige uro til at gribe magten. Tunesiens oplevelser tåler en nærmere undersøgelse efter et mønster, som måske kan gentage sig andre steder. Dets militære ledelse konkluderede tilsyneladende, at landets stærke mand, Zine El Abidine Ben Ali, var blevet et nummer for bekostelig – især med hans kones families blomstrende korruption – at holde ved magten, hvorfor det smed ham ud og for en god ordens skyld udsendte en international arrestordre på ham og hans familie.

General Omar Suleiman – Egyptens fjerde militære regent siden 1952?

Efter at det var gjort, var dog næsten hele den tilbageværende gamle garde stadig ved magten, idet den militære topmand, stabschef Rachid Ammar, tilsyneladende har erstattet Ben Ali som landets magtspiller. Den gamle garde håber, at en finjustering af systemet, som giver flere civile og politiske rettigheder, vil være nok til at holde den ved magten. Hvis dette kneb lykkes, vil den tilsyneladende revolution i midten af januar ende som et blot og bart coup d'état [statskup].

Dette scenarium kunne blive gentaget andre steder, især i Egypten, hvor soldater har domineret regeringen siden 1952 og har i sinde at beholde deres magt over for Det Muslimske Broderskab, som de har undertrykt siden 1954. Den stærke mand Hosni Mubaraks udnævnelse af Omar Suleiman afliver Mubarak-familiens dynastiske prætentioner og giver udsigt til at Mr. Mubarak træder tilbage til fordel for et direkte militærstyre.

Mere bredt anskuet tror jeg på mere-kontinuitet-end-forandring-modellen, som foreløbig har vist sig i Tunesien. Det hårdhændede styre vil blive lempet en smule i Egypten og andre steder, men militæret vil forblive de endegyldige magthavere.

Amerikansk politik: Den amerikanske regering spiller en vital rolle med hensyn til at hjælpe de mellemøstlige stater med at overgå fra tyranni til politisk deltagelse, uden at islamisterne kaprer processen. George W. Bush gjorde i 2003 ret i at opfordre til demokrati, men han ødelagde denne bestræbelse ved at kræve øjeblikkelige resultater. Barack Obama vendte i begyndelsen tilbage til den gamle, forfejlede politik med at optræde pænt over for tyrannerne; i dag står han nærsynet på samme side som islamisterne imod Mr. Mubarak. Han burde efterligne Bush, men gøre arbejdet bedre i en forståelse af, at demokratisering er en proces, der tager årtier og kræver indberegning af grundige overvejelser vedrørende valg, ytringsfrihed og retsvæsen.

Beslægtede emner:  EgyptenDenne tekst kan gengives eller videresendes, blot den bliver præsenteret i sin sammenhængende helhed og med fuldstændige oplysninger vedrørende forfatter, dato, sted for offentliggørelse og oprindelig URL.

For at tilmelde eller afmelde dig denne liste bedes du gå til http://da.danielpipes.org/subscribe.php
   (Daniel Pipes udsender en mail med sine skriverier nogenlunde én gang om ugen.)

DanielPipes.org



Præsenteret  her  7. februar 2011



Daniel
 Pipes

Hjemmeside    |    Artikler

Derfor bliver Egypten ikke hurtigt demokratisk

af Daniel Pipes
The Economist
4. Februar 2011

http://da.danielpipes.org/9429/egypten-demokratisk

Oprindelig engelsk tekst: Why Egypt Will Not Soon Become Democratic
Oversat af Mette Thomsen

Vær den første af vennerne, der synes godt om dette.

Avisen Economist bad Anoush Ehteshami fra Durham University og Daniel Pipes om at forholde sig til udsagnet: "Egypten bliver et demokrati inden for et år." Ehteshamis bekræftende svar kan læses her. Mr. Pipes' afkræftelse følger herunder.

To ting får mig til at hævde, at Egyptens arabiske republik ikke kommer til at kunne bryste sig af et demokratisk politisk system på denne tid næste år.

For det første er demokrati mere end at afholde valg; det kræver udvikling af det civile samfund, dvs. komplekse og velovervejede institutioner som et retssamfund, uafhængige domstole, mange politiske partier, mindretalsrettigheder, foreningsfrihed, ytringsfrihed, bevægelsesfrihed og forsamlingsfrihed. Demokrati er en indlært vane, ikke en instinktiv, og kræver dybtgående holdningsmæssige forandringer så som en dyrkelse af selvbeherskelse, almene fælles samfundsværdier, respekt for andres synspunkter, forestillingen om loyal opposition og en følelse af borgerligt ansvar.

Desuden skal valgafholdelsen indøves for at blive perfekt. Ideelt set begynder et land med valg på kommunalt niveau og går videre til det nationale, det begynder med den lovgivende gren og går videre til den udøvende. Samtidig skal pressen opnå fuld frihed, politiske partier skal modnes, parlamentet skal opnå autoritet på bekostning af den udøvende magt og dommerne skal dømme mellem dem.

En sådan forvandling af et samfund kan ikke finde sted i løbet af måneder eller endda år; historien viser, at det tager årtier at implementere dette fuldt ud. Det er helt udelukket, at et Egypten med yderst begrænsede erfaringer med demokrati kan samle tilstrækkeligt mange af disse komponenter i løbet af tolv måneder til at skabe et fuldt demokratisk system.

For det andet er demokratiet, uanset hvilket scenarium man spiller ud, ikke i sigte.

  • Hvis Hosni Mubarak forbliver ved magten, usandsynligt men dog en mulighed, vil han blive mere tyrannisk end nogensinde. Og som det fremgår af hans handlinger i de seneste dage trækker han sig ikke i stilhed.

  • Hvis militæret mere direkte udfolder den magt, som det har udøvet bag scenen siden sit coup d'état [statskup] i 1952, vil Omar Suleiman, den nyligt udnævnte vicepræsident, formentlig blive præsident. Han vil nok forandre systemet, fjerne de mest åbenlyse overgreb under Mubarak, men ikke grundlæggende tilbyde egypterne en stemme i det regime, der styrer dem. Algeriet i 1992, hvor en militærbaseret regering undertrykte islamisterne, udgør et fortilfælde.

  • Hvis islamisterne kommer til magten, vil de fremkalde en revolution i stil med den i Iran i 1979, hvor deres tro på Guds overherredømme sejrer over massernes politiske deltagelse. Den islamistiske bevægelses iboende anti-demokratiske natur bør ikke skjules bag islamisternes villighed til at bruge valg til at erobre magten. Med de forudseende ord fra en amerikansk embedsmand i 1992 så fremmer islamisterne et program med "én person, én stemme, én gang."

Uanset hvordan man ser på det – abstrakt eller specifikt – så har egypterne en barsk proces foran sig uden umiddelbar udsigt til, at de kommer til selv at vælge deres ledere.

Beslægtede emner:  Demokrati og islam, Egypten Denne tekst kan gengives eller videresendes, blot den bliver præsenteret i sin sammenhængende helhed og med fuldstændige oplysninger vedrørende forfatter, dato, sted for offentliggørelse og oprindelig URL.

For at tilmelde eller afmelde dig denne liste bedes du gå til http://da.danielpipes.org/subscribe.php
   (Daniel Pipes udsender en mail med sine skriverier nogenlunde én gang om ugen.)

DanielPipes.org






















Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE