DEMOKRATIETS DNA
DEMOKRATIETS DNA www.fornyelsespartiet.dk

Præsenteret her 29. januar 2011        www.Google.dk

DEMOKRATIETS  DNA   Besøg evt.   www.Sappho.dk 

 
Jyllands-Posten

  • Billeder af mikael jalving

     - Rapporter billede
  • Mikael Jalving går fra Berlingske til Jyllands-Posten | MediaWatch

    19. feb 2009 ... Mikael Jalving er 40 år, historiker og forfatter til flere bøger, heriblandt ”Magt og ret. Et opgør med Godheden” (2007); ”Utopiske Europa. ...
    mediawatch.dk/.../mikael-jalving-gaar-fra-berlingske-til-jyllands-posten - Cached - Lignende
  • Demokratiets dna

    Mikael Jalving, forfatter og kommentator, København

    Offentliggjort 29.01.11  kl. 03:01 
     
    Mikael Jalvings deltagelse i et offentligt seminar i Stockholm i dag, arrangeret af den kulturkonservative avis Nationell Idag, har skabt røre i Sverige. Seminaret handler om medier og ytringsfrihed. Kronikken er et uddrag af hans tale.

    Tak for invitationen til at komme her i dag og tale om Sverige. Jeg er glad for at være her, selvom svenske medier med Dagens Nyheter i spidsen tilsyneladende finder det moralsk forkasteligt af mig overhovedet at tale for jer i dette publikum. Siden offentliggørelsen af seminarets program har jeg modtaget flere opringninger fra journalister, der spørger, om jeg ikke er klar over, hvilke kræfter I repræsenterer, og mails fra andre, der udtrykker skuffelse.

    I mellemtiden har jeg noteret mig, at der er opstået strid i Publicistklubben i Malmø om, hvad ytringsfrihed og åndsfrihed egentlig betyder: Skal man nøjes med at tale for dem, man i forvejen er enig med, eller skal man ideelt set kunne diskutere med alle, uanset om man er enig eller uenig med dem?

    Jeg mener det sidste. Og er, hvis jeg skal vælge, tilhænger af uenighed. Desuden er jeg interesseret i Sverige, mit naboland.

    Sverige interesser mig af flere grunde. Den ene er, at jeg er kommet her lige siden, jeg var en lille knægt; den anden er, at jeg netop har afsluttet en bog om landet og dets selvbillede - med titlen ”Absolut Sverige. En rejse i tavshedens rige”.

    Bogen er et forsøg på at trænge om bag facaden på et land og en mentalitet, især blandt førende medier, intellektuelle og politikere, der lader til at camouflere visse sociale forhold, visse politiske problemer, visse kulturelle sammenstød, visse ideologiske modsætninger i det på overfladen så homogene, tolerante og velfungerende folkhem.

    Mine kilder til afdækning af dette camouflerede Sverige er fortrinsvis svenskere - eller hvad man kunne kalde dissidenter, systemkritikere, opponenter og whistleblowers. Svenskere, der hver for sig og fra hvert deres udgangspunkt rejser tvivl om den politiske, sociale og økonomiske indretning af Sverige.

    Svenskere, der holder af Sverige, bor i Sverige og hepper på Sverige - ikke blot under en spændende holdboldkamp - men med det, 1800-tallets store franske sociolog Alexis de Tocqueville kaldte ”hjertevaner”, dvs. med sentiment og empati. Folk, som måske endda kan finde på at hejse et blå-gult flag på landets nationaldag den 6. juni, men som alligevel retter fokus på samfundsforhold, der i deres øjne er kritisable og må få konsekvenser for svenskernes opfattelse af sig selv.

    Kilderne er sociologer, økonomer, erhvervsdrivende, politikere, forfattere, journalister, læger, imamer, samer m.m. De kommer fra forskellige kår og spænder fra klassisk liberale til mere konservative eller socialdemokratiske gemytter, fra ateister til kristne og muslimer. Blandt de medvirkende kan nævnes tegneren Lars Vilks, politikeren Nalin Pekgul, redaktøren Henrik Berggren, it-pioneren Jon Karlung, journalisten Lasse Wierup, historikerne Yvonne Hirdman, Göran Hägg og Dick Harrison.

    Disse og andre stemmer har noget vigtigt at berette om det aktuelle Sverige og rigets tilstand. Fra Saab til Systembolag, fra Zlatan til overklasse, fra kældermoské til kongehus, fra hovedstad til periferi, fra kirker til pornofilm, fra tigerøkonomi til tingsretten, fra militær stormagt til moralsk overdommer.

    De svenske mediers imponerende interesse for min tilstedeværelse her i dag smigrer mig naturligvis.

    Men den fortæller også en historie om Sverige. En historie om en bestemt mental - og politisk - mekanisme.

    Nemlig historien om, at uenighed er farlig i Sverige. At man helst ikke vil have den. At den skal udgrænses, nedtones, forties. At man skal sørge for at blive set de rigtige steder, til de rigtige receptioner, på TV 4, i Dagens Nyheter, i Visby under Almedalsugen, på Göteborgs Bogfestival osv. Og som ingen kan være i tvivl om nu: Aldrig i selskab med jer.

    Med ”man” mener jeg ikke nødvendigvis hr. og fru Svensson, men i de talende, skrivende og definerende klasser - i medier, blandt akademikere og forskere, i centraladministrationen, i toppen af erhvervslivet, blandt kunstnere og kulturfolk.

    Dette ”man” er i grunden ikke særlig mange mennesker, kun nogle få procent af den samlede befolkning, men det er et definerende ”man”, et man, der i Sverige trækker grænserne for den offentlige mening. Hvem man kan tale med, og hvem man bestemt ikke kan tale med.

    Sådan er det også i Danmark, men billedet er mere pluralistisk, meningerne er mere delte, og uenighed opfattes generelt som en uundgåelig del af demokratiet. Med risiko for at blive beskyldt for lyrik, kan man sige, at i Danmark opfattes uenighed som indlejret i demokratiets dna.

    I Sverige synes det omvendte at være tilfældet. I Sverige er demokrati blevet synonymt med enighed, en fællesnævner for alt det, et kollektivt ”vi” skal gøre sammen, mens uenighed og singularitet typisk opfattes som et udslag af dårligt miljø, de forkerte venner, uheldig påvirkning udefra, marginalisering, ensomhed, mobning eller utanförskap - ”udenforskab”.

    Det er i kraft af dette grundlæggende negative syn på uenighed og dissens, at fordømmelserne regner ned over alle, der kan blive associeret med jer. Fordi sansen for demokratiets stridbare væsen og natur er så svagt funderet i Sverige, bliver fordømmelsen desto stærkere. Hermed bliver der også noget corporate, noget forretningsmæssigt og noget uniformt over den svenske offentlighed.

    Jeg kommer til at tænke på Ikea. Ja, i dag kan man jo ikke sige Ikea uden at sige ”Inter-Ikea” og ”Ingka-Holding BV”, og uden at nævne den nu afslørede hemmelige Ikea-fond i Liechtenstein med 100 mia. ubeskattede svenske kr.

    Den indviklede virksomhedsstruktur gør, at Ikea reelt ikke er en svensk virksomhed, men en hollandsk virksomhed - styret benhårdt af én familie, hvis patron bor i Schweiz.

    Men før i onsdags, da skandalen rullede med den afslørende tv-dokumentar på SVT1, som blev set af 1,5 mio. svenskere, var alt lutter idyl. Ikea var et kommercielt eventyr, et globalt varemærke og et så godt som uplettet nationalikon skabt af den foretagsomme slider Ingvar Kamprad, multimilliardæren, hvis image er at gå klædt som en lazaron og køre rundt i en brugt Skoda.

    Sandheden om Ikea er, sådan som Ingvar Kamprads tidligere betroede medarbejder Johan Stenebo har fremhævet i en bog med samme titel, at det er et lukket familieforetagende, hvor kun en lille inderkreds véd, hvad der foregår, og hvor loyalitet indadtil og tavshed udadtil er en dyd for alle ansatte. En illustrativ scene i tv-dokumentaren er der, hvor Johan Stenebo bliver spurgt, om han, mens han var ansat Ikea, nogensinde drøftede med kolleger, hvem der i realiteten ejer Ikea. Hvortil han svarer: Nej, selvfølgelig ikke! I Ikea taler man ikke om den slags.

    Præcis ligesom i det øvrige Sverige.

    IKEA er et sindbillede på Sverige. Når talrige svenske tv-seere nu kræver, at de svenske medier lader Ingvar Kamprad være i fred og respekterer hans livsværk, der gennem årene har skæppet tungt i statskassen til trods for skattelyet i Alperne, bekræftes den svenske forkærlighed for tavshed. Det er den samme kollektive mekanisme som før beskrevet. Tendensen til at rykke sammen, til at beskytte familiens ære og til at opfatte verden gennem et manikæisk filter af "dem" og "os", de mange rigtige versus de få forkerte uden for mainstream og det etablerede system.



    I dag er Ikea, der begyndte som et beskedent postordrefirma tilbage i 1943, men voksede til en verdensomspændende milliardforretning med butikker i 38 lande, ikke børsnoteret. Det er ikke tilfældigt.

    Sandheden om Ikea såvel som om Sverige er, at sandhederne så vidt muligt forsøges holdt skjult for fremmede og potentielle kritikere. Sandhederne skal blive i familien. Det skulle nødigt hedde sig.

    Når jeg går herfra i dag efter den sidste runde af debat, vil jeg formentlig have fornærmet eller krænket nogle af jer. Sådan må det være, og sådan skal det være, når meninger brydes.

    Til de eventuelt krænkede vil jeg sige, at de må trøste sig med, at jeg ville have sagt nøjagtigt det samme i den noble Publicistklub i Malmø, hvor jeg nu ikke må sætte mine fødder, eller ethvert andet sted, hvor svenskere er så venlige at invitere mig til at forholde mig til det land, der stadig kaldes Sverige, og til nogle af svenskernes hævdvundne myter. I håb om en frisk debat takker jeg for ordet!


    "Absolut Sverige. En rejse i tavshedens rige" udkommer den 24. februar på Jyllands-Postens Forlag.   Citat slut.

  • Videoer til mikael jalving

    Bossen og Bøssen, Mikael Jalving og Uffe ...
    10 min. - 28. apr 2010
    Uploadet af blogbalderorg

    youtube.com
    Mikael Jalving Citizen21 Launch June 5 2010
    10 min. - 23. nov 2010
    Uploadet af Citizen21Denmark

    youtube.com


  • Besøg eventuelt    www.Sagenskerne.dk 






    Hej!
    Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
    ANNONCE